Når ledelse ikke falder naturligt: Derfor kæmper mange ledere

Der findes dygtige fagpersoner i næsten alle virksomheder, som på et tidspunkt bliver spurgt, om de vil være leder. Mange siger ja, fordi det virker som det næste naturlige skridt i karrieren. Men for nogle viser det sig hurtigt, at lederrollen ikke føles som et kald, men som en udfordring, de ikke helt var forberedt på.

Det er der ikke noget forkert i. Men det bliver et problem, hvis hverken lederen selv eller virksomheden får talt åbent om det.

Når ledelse ikke er en passion

At blive leder kræver mere end faglig dygtighed. Det kræver lysten til at udvikle andre, tage svære samtaler, sætte retning og stå i ubehagelige beslutninger. Det kræver nysgerrighed på mennesker og ikke kun på opgaver.

Mange af de ledere, jeg møder som erhvervscoach, fortæller, at de savner netop dét. De blev forfremmet, fordi de var gode til deres fag, men ingen lærte dem at lede. Og når man pludselig skal balancere mellem at være kollega, chef og menneske uden at have fået værktøjerne, så bliver det meget nemt en både ensom og overvældende rolle.

Det er svært for lederen men også for medarbejderne

Når en leder kæmper med sin rolle, mærkes det hurtigt i teamet. Medarbejderne kan blive i tvivl om, hvem der beslutter hvad, og om deres leder egentlig har lyst til at lede.
Utydelighed, tøven og manglende retning skaber usikkerhed. Og usikkerhed dræner både motivation og samarbejde. Ofte oplever jeg, at medarbejderne ikke er kritiske over for personen, men savner klarhed, kommunikation og retning. For uden en tydelig leder bliver teamet utrygt, og energien begynder at sive.

Ledelse kan læres hvis man tør tage fat i det

Den gode nyhed er, at ledelse kan læres. Men det kræver mod til at kigge på sig selv og erkende:
”Jeg synes faktisk, det her er svært.”

Når jeg arbejder med ledere, der er havnet i en rolle, de ikke helt føler sig rustet til, starter vi altid dér. Med refleksion, selvindsigt og bevidsthed om styrker, præferencer og udviklingsområder. Først når man forstår sig selv, kan man begynde at lede andre på en troværdig måde.

Som ekstern erhvervscoach hjælper jeg ofte både nye og erfarne ledere med at finde fodfæste og med at skabe et ledelsesrum, der føles autentisk for dem. For ledelse skal ikke være en rolle, man spiller. Det skal være en måde at være på, som udspringer af ens værdier og menneskesyn.

Når lederen finder sin egen vej

Når en leder begynder at eje sin rolle på sin egen måde, så sker der noget. Medarbejderne kan mærke det. Der opstår ro, klarhed og tillid. Og pludselig begynder teamet at fungere, fordi lederen leder med integritet i stedet for usikkerhed.

Det kræver arbejde, bevidsthed og ofte et neutralt rum, hvor man kan få sparring uden at føle sig bedømt. Men det betaler sig – for både leder, medarbejdere og organisation.

Recent Posts

Kontakt mig

Interesseret i at vide mere?

Ring og få en uforpligtende snak på

40 44 35 22