Sådan skaber du psykologisk tryghed i dit team
Der bliver talt meget om psykologisk tryghed for tiden og med god grund. For uden tryghed tør vi ikke tænke højt, sige vores mening eller vise sårbarhed. Og når vi ikke tør det, mister vi både engagement, innovation og samarbejdskraft.
Men hvordan skaber man egentlig psykologisk tryghed i praksis?
Start med ledelsen
Tryghed begynder oppefra. Som leder sætter du tonen for kulturen i dit team. Hvis du viser, at det er tilladt at stille spørgsmål, indrømme fejl og dele usikkerhed, så følger resten af teamet som regel med. Det handler ikke om at være perfekt. Tværtimod. Det handler om at vise, at det er okay ikke at være det.
Jeg oplever ofte, at ledere tror, de skal skabe tryghed gennem ros og anerkendelse. Og ja, det hjælper. Men den virkelige tryghed opstår først, når medarbejderne mærker, at de kan sige alt (også det, der er svært) uden at det får konsekvenser.
Tydelighed og forventningsafstemning skaber ro
Psykologisk tryghed handler ikke kun om følelser, men i høj grad også om struktur. Uklarhed omkring roller, ansvar og beslutninger skaber usikkerhed og utryghed. Når alle derimod ved, hvad der forventes af dem, og hvor deres mandat begynder og slutter, så sænkes deres skuldre, og deres samarbejde bliver lettere.
Som ekstern erhvervscoach hjælper jeg ofte teams og ledergrupper med at få sat ord på netop dette:
- Hvem gør hvad?
- Hvem beslutter hvad?
- Og hvordan spiller vi hinanden gode?
Den proces skaber ikke bare klarhed – men også en oplevelse af retfærdighed og respekt.
Lyt aktivt og vær nysgerrig fremfor dømmende
En vigtig del af psykologisk tryghed handler om, hvordan vi taler sammen. Når du som leder eller kollega møder andres input med nysgerrighed i stedet for hurtige vurderinger, sender du et stærkt signal: ”Her må man gerne sige, hvad man tænker.”
Det betyder, at du skal lytte for at forstå og ikke for at svare. Og det betyder, at du aktivt skal invitere de mere stille stemmer i teamet med ind i dialogen. Ofte ligger nogle af de mest værdifulde perspektiver netop dér.
Tryghed kræver mod og det skal vedligeholdes
At skabe psykologisk tryghed er ikke et quick fix. Det kræver vedholdenhed, mod og ledelsesmæssig bevidsthed. Det handler om at tage fat i små signaler, reagere på usikkerhed og skabe rum for refleksion i hverdagen.
Jeg hjælper ofte teams med at arbejde med psykologisk tryghed gennem faciliterede samtaler og workshops. Her sætter vi fokus på, hvordan I konkret kan styrke tilliden i jeres samarbejde, og hvordan I opdager og forebygger de mønstre, der ellers skaber tavshed og forsigtighed.
Når vi først får trygheden på plads, frigives energi, kreativitet og ansvarsfølelse. Og det mærkes i den grad både på samarbejdsklimaet og på resultaterne.

