Arkitektfirmaet Frost Larsen styrker partnergruppen

Partnergruppen hos Frost Larsen ønskede en proces, hvor de fik afstemt roller, afklaret gensidige forventninger og styrket deres interne kommunikation. Det fik de gennem en række fælles workshops og individuelle coachingsessioner.

Interview med direktør Mads Lindstrøm fra Arkitektfirmaet Frost Larsen

Hvad var baggrunden for, at du indledte vores samarbejde?
“Som partnergruppe havde vi behov for at optimere vores måde at bedrive ledelse. Vi ville gerne have sparring på, hvordan vi kunne ændre nogle arbejdsprocesser og på den måde udvikle vores forretning.”

Hvad ønskede du at få ud af samarbejdet?
“Som ledelse har vi mange roller, og vi havde brug for ikke fremover at skulle være inde over alle projekter på én gang.

I store træk var målet med samarbejdet at få skabt en strategi for vores ledelse af virksomheden. Det var vigtigt for os at forholde os til, hvordan vi fik det rette fokus som ledere, så vi kan styre og drifte virksomheden optimalt.

Derfor havde vi helt konkret et ønske om at få nogle redskaber, så vi fremover bedre kan uddelegere mere tydeligt og overdrage endnu mere ansvar til vores dygtige medarbejdere.”

Hvad har I fået rådgivning om eller hjælp til?

“Vi har fået hjælp til at forstå hinanden bedre i partnergruppen. Det gjorde vi blandt andet i form af en workshop om persontyper. På den baggrund er vi blevet rådgivet i at kommunikere mere tydeligt – både internt i vores partnergruppe og over for vores medarbejdere.

Samtidig har vi fået nogle redskaber til, hvordan vi fordeler opgaver baseret på de persontyper, som vores medarbejdere er, så der er sammenhæng mellem opgaven og den person, der skal løse den.”

Hvilket forløb var I igennem?

“Vi har som partnergruppe fået en række temasatte workshops, hvor vi havde fokus på nogle isolerede emner og helt konkrete tiltag.

Det var virkelig rart, at de forskellige workshops var så tydeligt rammesatte i forhold til, hvad der var på agendaen. Det betød, at vi ikke blandede det hele i gryden på én gang, men derimod kunne holde overblik og forstå tingene i dybden hver for sig.

Ud over en række workshops har vi som partnere også fået individuelle coachingsessioner, der tog udgangspunkt i os som individer og vores specifikke rolle, ledelsesstil og arbejdsliv.”

Hvad har det betydet for jer at have en ekstern erhvervscoach tilknyttet?

“Værdien er, at vi har fået nogle redskaber, som vi allerede nu kan se effekten af. Vi har en større forståelse for hinanden i partnergruppen.

Der er skabt en ramme for, at vi kan tale om tingene. Vi er egentlig ikke uenige. Men vi havde brug for hjælp til at få skabt et forum og et rum, hvor vi kunne få adresseret nogle ting, som er vigtige og afgørende for, at vi kunne komme godt videre både som gruppe, som ledere og som virksomhed.

Forløbet har givet os et større vokabularium og en mere nuanceret analyse af tingene, fordi vi har fået sat tingene i et andet perspektiv end tidligere. Det betyder meget, når vi skal drøfte, hvordan vi skal drifte og udvikle virksomheden. Det har skabt et andet grundlag, som vi kan træffe vores beslutninger på fremover.

Vi er blevet bedre til at tale lige ud af posen over for hinanden. Tingene er ikke så usagte længere. Og det er sket på en virkelig rar og tryg måde.

Det at kunne komme omkring helt specifikke og aktuelle ledelsesmæssige udfordringer var egentlig ikke en forventning, som vi havde til forløbet på forhånd. Men vi har fået snakket rigtig mange ting godt igennem. Der blev hele tiden taget udgangspunkt i rigtige cases fra vores hverdag. På den måde fik vi taget fat i nogle helt konkrete problemstillinger, der berørte os. Det var meget givende.

Så forløbet har både været praktisk og øjenåbnende.”

Hvad vil du sige til andre, der overvejer ekstern hjælp i et lignende setup?
“Jeg vil anbefale det, fordi man bliver overrasket over, hvor meget man egentlig har at gøre med som leder af en virksomhed. Vi er blevet klogere på, hvilke parametre vi skal have med i vores virke og den daglige drift, og vi har fået indblik i, hvad det er for nogle knapper, vi kan skrue på.”

Hvad har været det bedste ved forløbet?

“Kort sagt så har vi fået en større forståelse af os selv som ledere og af den virksomhed, vi driver.”