Kære leder, har du ikke glemt noget vigtigt her efter lockdown?

Siger I nej tak til effektive, motiverede, fokuserede, glade og trygge medarbejdere, fordi I først liiiiiiige skal nå noget andet? Hvis det er tilfældet, så må jeg undres. Især fordi I typisk snakker så begejstret om bundlinje og performance. Og nu spænder I helt åbenlyst ben for netop dét.

Har du ikke glemt noget vigtigt her post corona-lockdown? Det tror jeg måske, du har.

Og det haster altså. Det ved jeg godt, du måske tror, det ikke gør, men det gør det.

Alligevel får jeg igen og igen meldingen ”Ikke lige nu”. Senere. Vi må snakkes ved senere”.

Men det haster. Jeg taler om den post-lockdown-indsats, der skal til over for medarbejderne ude i virksomhederne.

Fundamentet vakler lige nu i rigtig mange virksomheder. Alligevel lader mange ledere til at tænke ”går den, så går den” og ”der er lige noget, der er vigtigere eller haster mere”. Men hvad i alverden kan haste mere end at sikre, at de medarbejdere, der skal være med til at fremtidssikre (eller måske endda ligefrem redde) jeres virksomhed er i topform?

Kære leder, hvis du bare vidste…

Jeg får desværre modstridende beskeder fra mit netværk for tiden. Direktørerne og lederne siger, at medarbejderne virker til at have det fint, og at jo, det har da været kaotisk med coronakrisen, men nu er vi jo på vej i den rigtige retning. Og dermed er faren nærmest blæst over.

Men et er, at du som leder ved, det går i den rigtige retning. En helt anden ting er, om dine medarbejdere tør tro på det. Og om de er kommet sig over chokket. Om de er kalibrerede til den nye virkelighed.

Hvis de ikke er helt cool, calm og collected, så koster det altså på effektivitet, teamwork og motivation. Og det skulle overraske mig meget, hvis de var det. Hvis de bare med ét er klar til at tage fat, hvor de slap ovenpå sådan en periode, som den vi netop har gennemlevet. Fuldstændig som om de var robotter uden tanker, bekymringer, følelser og udsving.

I modstrid med, at de førnævnte ellers ganske ambitiøse ledere fortæller mig, at ”det vist går fint”, så hører jeg fra stresscoaches i mit netværk, at stigningen i antallet af henvendelser fra stressede medarbejdere helt har blæst taget af deres forretning. De har sjældent set noget lignende. Og de er meget bekymrede.

Og det bekymrer mig. Den forskel mellem, hvad lederne fortæller mig, og hvad stresseksperter mærker landet over. For hvis lederne ikke har opfanget, hvordan landet ligger, så er medarbejderne – og dermed virksomhederne – ilde stedt. Så ligger der tikkende bomber overalt. Jeg beklager den dramatiske retorik, men jeg mener det faktisk.

Der er forskel på fisk – og på ledere og medarbejdere

Det, man som leder ofte glemmer, er, at medarbejderne ikke ved det, man selv ved om rigets tilstand. Og at de ikke føler sig lige så trygge i stolen, som man (typisk) selv gør som leder. Det betyder, at de kan bruge uendeligt mange kræfter på at spekulere over, hvordan det reelt går i firmaet, om der skal fyres, om de selv bliver fyret, om kunderne flygter osv.

Den slags uro er rimelig sjældent grobund for effektivitet, motivation og knivskarpt fokus på kerneopgaven – for nu at sige det mildt.

Jeg husker så tydeligt fra min tid som HR-chef, når medarbejdere kom hen til mig og spurgte: ”Hvad snakkede I om i ledergruppen i dag? Hvad sagde CEO’en? Hvorfor varede mødet så længe?”. Medarbejdere ved ikke det, du ved. Du er som leder altid et skridt foran. Hjælp dem med at finde ro, så de kan koncentrere sig igen.

Hvorfor udskyder I en indsats, der kan skabe motivation, fokus, effektivitet og trivsel?

Når jeg taler med ledere om, at deres teams og afdelinger virkelig kunne have gavn af en dags teamcoaching, hvor vi tegner en streg i sandet, sætter nye mål og skaber fælles motivation, så siger de som regel: ”ja, det lyder vildt givende, men jo ikke nu, hvor vi lige er kommet tilbage efter lockdown. Nu skal vi jo lige i gang igen.”

Og jeg må svare dem: ”Jo, det er da netop nu, behovet er størst!”. Nu hvor jeres medarbejdere vender tilbage til en anderledes hverdag, og hvor de har fået et chok, og hvor de er utrygge i forhold til fremtiden.

Det er da netop nu, I skal sætte ind med tydelighed, samle flokken og sikre, at alle er okay, og at de ikke brænder halvdelen af deres energi af på at bekymre sig eller famle i blinde i forhold til, hvad de reelt skal bruge deres arbejdstid på.

You think you know, but you don’t know

Det vil nok provokere nogen, men jeg ser alt for ofte ledere, som tror, de ved, hvordan deres medarbejdere har det. Uden reelt at have et clue. Ledere som tænker, at trivselsindsatsen godt lige kan vente – og hey, måske er vi endda så heldige, at hvis vi venter længe nok, så kan vi helt droppe den?

Det er en spændende strategi. Og modig. Men man gambler med medarbejdernes trivsel, og med den så evigt omtalte bundlinje. Og det er ikke bare et postulat. Jeg ser klienter i min coachingpraksis, som fortæller, at de simpelthen ikke kan koncentrere sig om deres arbejde, fordi de grubler over alt mellem himmel og jord.

De tør ikke træffe beslutninger. De må tage sygedage. De bliver utrygge i forhold til deres kolleger. Og de tør IKKE gå til den leder, som ellers siger, at deres dør altid står åben. De er kort sagt alt andet end fokuserede, effektive og glade.

Og det kan så nemt udbedres. Det kan udbedres ved, at man som leder og virksomhed tager ansvar og skrider til handling. Planlæg nu den teamcoaching. Giv dem nogle individuelle samtaler. Tag dem alvorligt. Om ikke for deres blå øjnes skyld, så for jeres bundlinjes skyld.

PS: Jeg forstår jer jo godt!

Jeg har fuld forståelse for, at der kun er xx timer i døgnet, og at I i sagens natur også skal nå at sælge, producere osv. Men investeringen i at bruge én dag eller et par timer på at booste jeres medarbejderes fokus, performance og trivsel er altså godt givet ud. Jeg siger det bare.

Recent Posts

Kontakt mig

Interesseret i at vide mere?

Ring og få en uforpligtende snak på

40 44 35 22